fredag den 29. april 2011

BRYLLUP, HYGGE OG HÅNDARBEJDE

Der har været dømt tv-dag i anledning af det kongelige bryllup i England.

Formiddagen har gået med at kigge og strikke på mit  valkede tørklæde.
Jeg strikker det i hør og højlandsuld.
Farverne ligger meget tæt på hinanden.
Jeg pønser på måske at putte nogle striber i rødt ind.
Nu får vi se.


Da selve brylluppet var færdigt, fandt jeg symaskinen frem og lavede en nederdel



                                        og derefter et foer til min drømmenederdel.

                          Det kan man kalde en dag i selvforkælelse. Hvor har jeg dog nydt det.

torsdag den 28. april 2011

BYTUR OG ET LILLE BITTE GARNKØB

Jeg var i går på en dejlig bytur til Aarhus med Bedsteveninden.

Turen gik bla. et smut ned forbi Tønderring Strik i Graven.

Sidst jeg var derinde så jeg et sjovt tørklæde som var strikket i en bomuldskvalitet sammensat med Højlandsuld. Tørklædet skulle til slut valkes og der opstod en ret fed effekt mellem det valkede højlandsuld og bomulden der ikke forandrede sig.

Den opskrift  måtte jeg så lige have nu jeg var kommet helt ind til storstaden igen.
Jeg købte ITO Asa  til tørklædet, men undlod at købe Isagers Højlandsuld, da jeg har en hel del Højlandsuld fra Garnudsalg.dk.

Hvilken farve jeg vil sætte til Asa garnet, som jeg valgte i en vidunderlig grå farve, ved jeg endnu ikke, der skal lige prøves lidt frem tror jeg.

Hvis resultatet bliver ok, kunne jeg godt forestille mig at jeg måske vil prøve forskellige andre garner til erstatning for Asa. Nu får vi se.

tirsdag den 26. april 2011

IKKE MEGET TID TIL STRIK I PÅSKEN


Der har været familiekomsammen hos os i år.

Startede med lammekølle fredag aften og fortsatte så med lørdagsfrokost.
Afsluttede søndag med brunch.
Mandag drog vi til Bjerringbro til middag hos mine forældre.

Det var så den påske. Hvor blev den lige af ?

Det har været hyggeligt, men også hektisk synes jeg.

I dag var så arbejdsdag igen. Jeg snød lidt, for da jeg havde siddet på kontoret hele formiddagen, gik jeg ud  for at slå græsset i stedet for at sidde inden for i det skønne solskin.
Det gjorde godt med et par timer derude i vejret og så ind igen til tastaturet.

På strikkefronten er det ikke blevet til ret meget i påsken .
Dog er jeg kommet lidt videre på min cardigan.
Jeg elsker at strikke med mit nye Hør/bomulds garn. Det er så lækkert.
Strikker med "sidesøm" og lidt udtagninger til en meget svag A-facon

Jeg kan ikke helt beslutte mig til hvor lang den skal være

torsdag den 21. april 2011

DRØMMENEDERDEL, the end






Så fik jeg skyllet nederdel og skulderstykke op og her er så det færdige resultat. Jeg mangler lige at sy underskørtet, men stoffet er købt, så det er gjort på et øjeblik.

Der er godt nok mange hæklede picotér, men jeg var lige ved at nyde det til sidst. Ikke at jeg nogensinde bliver vild med at hækle, men det her var ok.

Jeg er gennem årene blevet drillet meget med at jeg ALDRIG smider et par sko ud og det gør jeg virkelig heller ikke hvis de ikke er total slidt op. Disse sandaler købte jeg engang i midten af 80-erne og jeg synes de er helt vidunderlige til sættet. Så dril bare væk...

Overdelen er en sag jeg købte for 3 år siden, men aldrig rigtig fået brugt, da jeg synes jeg manglede noget til den. Nu perfekt hertil.

                                                                          FAKTABOKS:

Opskrift Nederdel: Nederdel fra bogen FEMININ STRIK af Lene Holme Samsøe.

Jeg har lavet ændringer i længden på nederdelen. Se her:Notater om nederdelen

Garn: Det mest vidunderlige garn fra garnudsalg.dk

Pinde: 3½

Opskrift, garn, pindetykkelse til capelet: det samme som nederdel

onsdag den 20. april 2011

STRIKKETØJ OG UDELIV

Efter en hektisk dag er det skønt at sætte sig ned  med strikketøjet og en god roman i ørerne. At solen skinner så skønt på mig samtidig er jo bare en ekstra gevinst.

Et par timers fred, det er fortjent

Jeg har længe haft denne cardigan på min ønskeliste, men har ikke lige kunne finde garnet til den.

Det kom den anden dag, jeg viste det bare ikke.
Hør/bomuld i en brændt brun eller måske mere nougat farvet.  Hvor er det skønt at garnet kan fortælle hvad det vil bruges til, hvis du forstår!

På i-poden lige nu: Tænk på et tal af John Verdon, som jeg har downloadet gratis fra dr.dk.

Nu er det tid for at lave lidt aftenssmad, og så skal strikkepindene igen i hænderne..

tirsdag den 19. april 2011

GARNET SKAL DA AFPRØVES



  Jeg har fået MAIA på pinden, for jeg bliver jo nødt til at prøve mit nye garn.

Jeg startede med at strikke i ren hør/bomuld, men syntes det blev for løst på en pind 3½, så jeg har taget den fine tynde cashmere/bomuld/silke med også.

Opskiften er fra 7 small shawls to knit af Rosemary (Romi) Hill. En lille E-book. Meget velskrevet og letforståelig. Og så er den også lidt spændende at strikke


mandag den 18. april 2011

GARNPAKKE...

 Jeg har været så spændt på at få pakke fra min for tiden ynglings garnpusher.


Carla kunne godt mærke at den pakke var noget særligt

Det jeg var mest spændt på var om Hør/bomuldsgarnet levede op til mine forventninger. Det kan jeg sige med 99 % sikkerhed at det har det gjort. Den sidste procent kommer når jeg har strikket med det. Farverne er helt vidunderlige.Mums.  

de to seks til venstre er hør/bomuld, næste tre er cashmere/bomuld/silke, forrest ligger camelfarvet silke/uld og helt til højre er det ren bomuld og Cashmere/Merino/Viscose

 Der kom så også noget sort bomuldsgarn,

Lidt Silke/babycamel, som jeg tidligere har strikket i og er vildt glad for.

Den nye cashmere-bomuld-silke skulle jeg da også lige prøve. Nogle helt vidunderlige farver.

Og så lige til sidst en cone sort cashmere-merino-viscose. Kan virkelig anbefales...

Jeg tror der går lidt tid inden jeg igen bestiller garn...

Det er da godt jeg har fået bygget min garnreol.

GRISEBASSERNE ud i det fri



Jeg lader billederne tale for sig selv, men jeg skal love for at det er morsomt at lukke 12 smågrise ud på fri land. Der bliver gnasket og snadret. Jeg tror de sover rigtig godt i nat.




søndag den 17. april 2011

MALERIUDSTILLING I EBELTOFT



Granskovlys af Martin Eggert

I går skulle Ole og jeg  have været en tur til Århus for at spise frokost med et par venner. Den aftale blev desværre aflyst da der var kommet en slem influenza til hos den mandlige del af vores venner.


Så vi tog til Ebeltoft istedet.
I den gamle politigård, som også har været rådhus, var der  maleriudstilling og vi faldt pladask for dette maleri.
I dag var vi så ude at hente det og det passer perfekt hvor vi havde tænkt os det.

JEG LEGER MED EN LILLE SAG TIL SKULDEREN

Min drømmenederdel skal have sig en lille sag til skulderen . Jeg eksperimentere lidt for at få den til at lykkedes.

Jeg tror det vil fuldende billedet at have den på over silkeblusen. Vi får se.

Fortsættelse følger....

fredag den 15. april 2011

KÆMPEPAKKER

Vi har glædet os som små børn siden januar. Der bestilte vi vitrine og  møbel til ophængning.

Endelig er dagen kommet og vi har fået det hele på plads. Det er blevet lige som vi ville ha det. HAPPY.

 Første gang vi forelskede os i dem var i 2008. Det var ventetiden værd.


Fem store papkasser


og møbelfirmaet hænger pænt op

Masiv eg med sort glas


Alle maskiner (dvd, viasat osv) gemt væk., og lige om lidt skal fjernsynet hænges op over møblet
                                                                  FAKTATBOKS:
                                                      BONSAI fra Brdr. Andersen
                                                    Købt hos : Schmidt Møbler i Grenå
              

torsdag den 14. april 2011

JOSEPHINE OG VINCENT en høne og en hane


Jeg er fuldstændig vild med kongehuset og sidder klinet til tv-skærmen hver gang der er en begivenhed derfra.
Det kan man da sige der var i dag. Dobbelt barnedåb, det var da værd at bruge lidt tid på.  At kigge på alle de smukke kjoler, sko og hatte, og sidde med tilbageholdt åndedrag da navnene blev offentliggjort, ja det var bare sagen. Jeg nød hver sekund.
Jeg kan jo ikke finde ud af bare at sidde og kigge og så tænkte jeg at jeg da kunne strikke et par påskehøns. Det resulterede så i at det blev en høne og en hane.
FAKTABOKS:
Opskrift: høns
Pind: 7
Skal filtes i maskinen vd 40 grader

søndag den 10. april 2011

DRØMMEVEJR OG DRØMMENEDERDEL

 Så er strikkearbejdet på min drømmenederdel afsluttet. Jeg har strikket en ombukningskant foroven hvori jeg har monteret et ganske almindeligt bukseelastik.



Jeg er nu begyndt på de hæklede musetakker. Det giver et helt andet billede når de kommer på. Det ser hamrende godt ud hvis jeg selv skal sige det.. og det skal jeg så...
Jeg har valgt en hør/bomuldsgarn  i samme farve som foerstof og silkeoverdel.

Jeg har i går og i dag, som vel alle andre i skønne Danmark, nydt solen.

Jeg har siddet med mit strikketøj og en god bog i ørerne, mens solen har varmet så skønt så skønt.
Livs eliksir for krop og sjæl

FOTOMODELLER.... nej myretue

Jeg nåede lige aqt trykke på udløseren inden den lille grisebasse snadrede på min linse.
Det er helt umuligt at tage billeder af smågrisene. De fiser rundt og leger og hygger sig. Det er selvfølgelig også meget mere vigtigt end at jeg får fine billeder inde på bloggen...

Når man spiser står man næsten stille..

KYLLINGER

tænk at der er 100 kyllinger på dette billede, men det er ´der altså..

Så kom der lidt mere liv på gården. Vi har lige fået 100 daggamle kyllinger. De skal gå en tid i stalden, indtil de bliver store nok til at komme ud på græs og hygge sig. Om ca fire måneder er de klar til slagtning.

tirsdag den 5. april 2011

LIDT GARN TIL LAGERET

kom lige til at købe 4 nøgler hørgarn
Jeg har været på besøg hos min mor og far i dag. Vi havde en rigtig hyggelig dag og skulle da også lige ud at handre lidt.

Turen gik til Bjerringsbro´s eneste Stof og Garnbutik. Mor skulle have stof til nye gardiner i køkkenet og stof til en pude.

 Jeg skulle have stof til et underskørt til min drømmenederdel og  sort inderfoer til Philips pude der jo ikke må kede sig . Jeg er godt nok ikke begyndt at strikke den endnu, men monteringspuden er købt og den er hvid, så det går ikke.

Og vupti så lå der lige 4 nøgler hørgarn og kaldte på mig. Nedsat til ½ pris fordi de havde ligget i vinduet. Jeg kan ikke se nogle farvefejl, så jeg føler mig heldig. De er skønne sammen de fire. Hvad jeg skal bruge dem til ved jeg selvfølgelig ikke lige nu, men det skal nok komme.

søndag den 3. april 2011

DRØMMENEDERDEL, episode II

Det går helt planmæssigt  med min nederdel.
Garnet er simpelthen så skønt at strikke med.. Det glider så fint, så arbejdet skrider hurtigt frem.

Jeg nyder kun at strikke med én tråd, efter de fire tråde i min poncho og de to i min capelet. Ikke at det genere mig at strikke med flere mens jeg er ved det, men kan godt mærke at det er lettere når man ikke hele tiden skal tjekke, om alle tråde er med hele tiden.

Mønsterbort I har jeg forøget så der er fem gentagelser i stedet for fire. Mønsterbort II har jeg strikket som beskrevet i opskriften.

Nu er jeg så lige gået igang med mønsterbort III. Den har tre glatstrikkede pinde og én mønsterpind, så der skal bare strikkes derudad...den er let.

Min strikkefasthed passer fint i bredden, men er lidt for kort i højden.  Så må jeg jo bare strikke nogle flere omgange.

Fortsættelse følger......

fredag den 1. april 2011

DRØMMENEDERDEL

Jeg har en drøm.....

Jeg har længe drømt om  at lave en nederdel til selskabsbrug. En lang fin én.

Jeg har bare været i tvivl om hvilken garn der ville egne sig til det projekt. Og vupti så er den der.

og et helt kilo af det
Min restlevering fra  min garnpusher på det skønneste bløde lækre sandfarvede garn er kommet, og DET er det helt rigtige tror jeg.
det bliver godt er jeg sikker på


Jeg ser for mig nederdelen med et fint råhvidt skørt under og en lækker silkeoverdel.

Eller skulle jeg strikke ....... nå nu ikke så vild... én ting ad gangen lille frue.... men det kunne måske også være med en silkeoverdel og så med en lille capelet over... i det samme lacestrik... mmmmm.. Vi får se.. hvad der sker....      

Fortsættes følger-----


RED for the SPRING

Et lille mellemværk, kan man kalde denne capelet.
Jeg har gået og ventet på en restlevering fra min garnpusher. Jeg vil gerne strikke en nederdel og jeg havde det garn i tankerne til den.
I mellemtiden har jeg flere projekter igang, (det har jeg jo altid), men jeg faldt lige over denne søde bette ting. Og fluks ned i min garnreol og plukke ud. Jeg havde 3 nøgler dyb rød bomuldsgarn og en rest tynd hørgarn. Det blev så til denne fine sag.                                                     

                                                                           FAKTA:
                                  Opskrift :primavera-capelet af Paulina Popiolek (gratis download)
Garn: bomuld fra løve og tyndt hør. Strikket med en tråd af hver nogle steder og  kun en tråd bomuld andre steder. Det var fornemmeren der bestemte;0D
                                                          Pind: 4 og 3½ til rib foroven
                                                          Strikket button-up
Modifikation: Strikkede et ekstra panel mellem 1. og 2. panel. Strikkede 3 r sm i rib i stedet for 3 vr sm.